Måske er jeg bare blevet en gammel nisse, men jeg kan altså ikke følge regeringena ønske om, at FET skal kunne aflytte danskere i udlandet uden dommerkendelse.
Lige nu skal PET indhente dommerkendelse inden aflytning i Danmark, men der er en væsentlig undtagelse: “Såfremt indgrebets øjemed ville forspildes, dersom retskendelse skulle afventes, kan politiet træffe beslutning om at foretage indgrebet. I så fald skal politiet snarest muligt og senest inden 24 timer fra indgrebets iværksættelse forelægge sagen for retten. Retten afgør ved kendelse, om indgrebet kan godkendes, samt om det kan opretholdes, og i bekræftende fald for hvilket tidsrum, jf. stk. 1, 2.-3. pkt., og stk. 2. Burde indgrebet efter rettens opfattelse ikke være foretaget, skal retten give meddelelse herom til Justitsministeriet.”
Efter nogle dages pres fortolker jeg så regeringens således, at den ømsker, at foretage aflytninger, som retten ikke efterfølgede ville kunne godkende.
Men hvorfor skal det egentlig udfordre magtens tredeling? Det rigtigste må vel være at fastlægge regler for, hvornår aflytning af danskere i udlandet er OK. Jeg mener og antager, at det ikke altid OK – og at der derfor er noget at regulere.
Det børe være domstolenes kompetence – ikke et regeringsudpeget kontroludvalg!
Jeg synes ikke, at alle danskere bare bør kunne aflyttes af danske myndigheder på må og få, bare fordi de er i udlandet.
Lovgiverne bør fastsætte nogle regler domstolene kan dømme ud fra, Og selvfølgelig kan det under særlige omstændigheder ske med tilbagevirkende kraft. Men i en retsstat skal domstolene også være med.
Og hvis det er for langsomt, så må domstolene tilføres nogle dedikerede ressourcer.
