Inspireret af den beklagelige sag i Randers – eller er det Brøndby?
For nogle år siden havde idrætten – specielt ishockeyen – nogle kedelige sager, hvor klubber eller deres eliteoverbygninger/-selskaber gik konkurs eller på anden måde ”brændte” deres kreditorer helt eller delvist af.
Det er langt fra altid kriminelt at gå konkurs – det ville heller ikke være fremmende for den danske iværksætterkultur. Masser af konkurser opstår fordi gode idéer bare ikke holder i praksis på den måde, man forsøgte at gennemføre dem på.
På den anden siden, så kunne den danske idræt dårligt leve med en ”stribe” af konkurser, som medførte tab både hos private og offentlige kreditorer, men alligevel kunne man se holdet spille uberørt videre på eliteniveau i den efterfølgende sæson. Dette kunne være svært for kreditorerne at forstå, når man lige havde måtte tabsføre sine tilgodehavender.
Idrætten ønsker, at eliteidrætten også økonomisk kan tages seriøst, og derfor kan vi i dag i Danmarks Idrætsforbunds love finde følgende krav til specialforbundene:
”At udarbejde bestemmelser, hvorefter det skal have sportslige konsekvenser, hvis en forening eller dens nærtstående erhvervsdrivende selskaber eller andre nærtstående enheder undergives tvangsakkord eller er-klæreres konkurs, såfremt turnerings- og mesterskabsaktiviteter i det pågældende forbund udøves under økonomiske rammer, der tilsiger en sådan regulering.”
Jeg ved det ikke, men jeg formoder, at dette her ender i en konkurs – i hvert fald virker det som om, at man ikke kan svare enhver sit – men hvis selskabet kan indgå frivillige aftaler med alle kreditorer, så er der faktisk slet ikke nogen sag – ”bare” en stor gang rod!
Det er dog helt galt, at flytte licensen uden at samtidigt at sikre, at basketballklubben garanterer for kreditorernes tilgodehavender i selskabet – hvad klubben næppe kan/vil. Alternativt, så burde en revisor erklære, at selskabet sagtens ville kunne indfri sine forpligtelser.
Det er helt hen i vejret, at licensen bare kan tilbageføres på grund af misligholdelse. Misligholdelse går jo netop ofte forud for en betalingsstandsning eller konkurs – og sætter jo derfor hele hensigten med lovene skatmat.
Det står vel på den baggrund klart, at sagen i Randers netop er en af de sager, som man ønsker skal have sportslige konsekvenser – måske ikke nu, men så ”snart”.
Jeg er af den klare opfattelse, at hvis det viser sig efterfølgende, at selskabet ikke kan undgå konkurs/betalingsstandsning/tvangsakkord i denne sæson, så skal det have sportslige konsekvenser for holdet, uanset, hvor licens ligger – det afgørende er, hvor den har været.
Det er naturligvis synd for spillerne – måske især de trofaste, der er blevet tilbage. Måske kan de få lidt økonomisk hjælp i Lønmodtagerne Garantifond – men det hjælper ikke på deres sportslige ambitioner.
I øvrigt så er det vel en svag mulighed for, at skifteretten vil kunne omstøde tilbageførelsen af brugsretten til licensen, da det jo nedbryder selskabet forretningsgrundlag endeligt. Men det er jo et ”mystisk” aktiv.
Tilbage står vi lige nu med nogle trickede licensmanøvre i Randers; DBBF, der laver hullede regler – eller ikke tør fortolke efter formålet; og måske er DIF heller ikke skarpe.
Jeg har tidligere ytret, at jeg ikke mener at DBBF er seriøse i forbindelse med sine love og sin lovudarbejdelse. Det udsagn kan jeg desværre ikke trække tilbage.
